Home » Aktiviteter » Køge Fødevarefællesskab fejrer 2 års fødselsdag (21. januar 2015)

Køge Fødevarefællesskab fejrer 2 års fødselsdag (21. januar 2015)

Fødselsdag med frugt og grønt

Onsdag den 21. januar 2015 fejrer KØFF sin 2 års fødselsdag med åbent hus i Det Grønne Hus i Vestergade 3. fra kl. 16-19.

Caféen serverer økologisk suppe med hjemmebagt økologisk brød til 20 kroner. Der vil også kunne købes kaffe, te og kage. Der vil selvfølgelig også være mulighed for at putte lidt godt i sin grøntsagspose, da der vil være salg af frugt og grønt.

Her er også en god mulighed for at høre mere om Køff, både til eksisterende medlemmer der gerne vil høre hvordan det går med Køff, og til ikke medlemmer der kunne tænke sig at høre mere om Køff.

Fødselsdag

Startet af ildsjæle

Det er 2 år siden, Køge Økologiske Fødevarefællesskab holdt sin stiftende generalforsamling. To ildsjæle, Lene Karin Hansen og Metea Liv Skensved, havde fået den idé, at borgerne i Køge og omegn trængte til et fællesskab baseret på bæredygtighed, lokalt producerede grønsager og ikke mindst hyggeligt samvær. Og før de vidste af det, var KØFF født. En forening, som nu har 163 medlemmer og har holdt et utal af spændende arrangementer, bl.a. kunsthåndværkermarked, fællesspisninger, sommerfest, foredrag og udflugter.

Ejet og drevet af medlemmer

”Uden vores medlemmer var vi her slet ikke. Det er medlemmerne, der laver maden i cafeen, planlægger arrangementer, skaffer aftaler med de lokale økologiske landmænd, laver regnskab, opdaterer hjemmeside og skriver nyhedsbreve. Vi er så privilegerede at have engagerede og enormt kompetente medlemmer, som ikke bare lægger deres tid, men som også føler, at de får noget igen – fællesskab og samhørighed. Sidegevinsten er selvfølgelig, at vi gør noget godt for både sundheden, miljøet og klimaet,” siger initiativtager og koordinator for KØFF, Lene Karin Hansen.

FAKTA

Køge Fødevarefællesskab har 163 medlemmer og 7 arbejdsgrupper. En pose grøntsager koster 100 kr. og skal afhentes i Det Grønne Hus om onsdagen mellem kl. 16-19. Det er først muligt at bestille grønsager, når man er medlem af foreningen. Indmelding koster 100 kroner og er et engangsbeløb. Læs mere på www.koeff.dk eller på Facebooksiden.